• Business-update: Kasi-Jesper får kold skulder fra retten: Giver ikke mening at fortsætte kampen mod Pandora

    ソース: BDK Finans / 27 8 2024 10:37:07   America/New_York

    Godeftermiddag, kære læser, og velkommen til tirsdagens Business-update her på Berlingske. I dag skal vi forbi Kasi-Jespers konkursbo, som ifølge en ny dom fra Sø- og Handelsretten ikke skal genåbnes. Men vi skal også forbi ejerne af den kinesiske handelsplatform Temu, hvor aktiekursen er knækket, selvom salget er steget eksplosivt. Snup en kop kaffe, og lad os så se at komme i gang. #1 – Flyselskaber er udfordret efter euforiske år Europas største flyselskaber har de seneste år været igennem en vaskeægte guldalder med tårnhøj indtjening og stor rejseiver fra kunderne. Men nu er der nyt fra industrien, viser en gennemgang, Børsen har foretaget af flyselskabernes regnskaber. Således gælder det for otte ud af ni af kontinentets største flygiganter, at nettomarginen – andelen af omsætningen, der bliver til overskud – faldet i andet kvartal af 2024. Kun SAS har øget sig margin, men øgningen kommer også fra et sted, hvor SAS lå, og stadig ligger, nederst. Det største fald så man hos Finnair, hvor nettomarginal i procent faldt fra 18,5 til 2,3 procent, skriver mediet, som kan fortælle, at udviklingen primært skyldes, at kunderne ikke er villige til at betale lige så høje billetpriser, som de plejer. #2 – Kasi-Jesper får kold skulder: Konkursbo genåbnes ikke Det er ikke sandsynligt, at Jesper »Kasi« Nielsen kan hente flere penge ud af Pandora, og derfor har Sø- og Handelsretten afvist at genåbne konkursboet Kasi ApS. Det skriver Finans. Ifølge afgørelsen i sagen, som også Berlingske har beskrevet, er der ikke kommet nogen nye oplysninger frem, der gør, at der vil komme noget ud af et nyt retsopgør mod Pandora. Kasi-Jesper, som han kaldes, forlod Pandora i 2010, og han havde indtil da distributionsrettigheder på Pandoras smykker i flere lande gennem Pandora CWE, hvor han og hans familie var storaktionær. Oprindelig havde Kasi-Jesper fået 400 millioner kroner, da Pandora blev børsnoteret i 2010. Men han stod til at modtage yderligere en betydelig bonus – en såkaldt earn-out. Den skulle udregnes ud fra, hvor meget CWE-selskabet tjente i en periode frem til 2014. Ifølge Kasi-familiens egne beregninger burde earn-out-aftalen være på 824 millioner kroner ud over de 400 millioner kroner, som der allerede var udbetalt. Men det gik langtfra som planlagt. Indtjeningen dykkede pludselig markant i CWE-selskabet, og Pandora kunne i 2015 overraskende meddele Jesper »Kasi« Nielsen, at aftalen var værdiløs, fordi CWE-selskabet ikke havde tjent tilstrækkeligt. En voldgiftssag fra 2021 slog også fast, at der ikke ville komme flere penge til Kasi-Jesper. Nu er der igen sat punktum i sagen. #3 – Temu falder næsten 30 procent PDD-aktien, der tilhører firmaet bag den udskældte handelsplatform Temu, faldt mandag med knap 30 procent efter offentliggørelsen af selskabets regnskab for årets andet kvartal, skriver Børsen. Det sker, selvom handelsplatformens omsætning steg med 86 procent, men selv dét var altså lavere, end investorerne havde forventet. Analytikerne havde nemlig regnet med et salg på lige over 93 milliarder kroner, men det endte i stedet på lidt over 90 milliarder, hvilket altså gav kursfaldet på 28,5 procent, skriver mediet. Der er dog tale om en overreaktion, vurderer Shaun Rein, der er stifter og direktør for analysefirmaet China Market Research Group, over for Børsen: »Korrektionen er for kraftig. Panikken var for voldsom i aftes. Dette er en god mulighed for investorer til at købe op i aktien.« Tre uundværlige fra Berlingske Business A: Politiken-boss ville have udskældt millionløn i tre år, selvom han kun blev formand i to: »Min tillid var lav« En ny detalje fra et ellers hemmeligholdt notat viser, at den i forvejen udskældte millionløn til Lars Munch som formand i JP/Politikens Hus var tiltænkt at gælde i et år, efter han ville være stoppet som formand. Mens professor aldrig har set mage, mener Lars Munch selv, at han har en god forklaring. Det skriver Berlingskes Lasse Friis og Emil Bo Rask. B: Regeringen har længe bebudet massiv fyringsrunde i staten. Nu kommer den SVM-regeringen vil nedlægge omkring 1.000 stillinger i staten. Sparerunden forventes offentliggjort fredag, når regeringen præsenterer sit forslag til finansloven for 2025. Det skriver Berlingskes Kathinka Sonne Olsen. C: Canada indfører 100 procents afgift på kinesiske elbiler Europa og USA har allerede indført straftold på elbiler eksporteret fra Kina, og nu følger Canada trop. Det skriver Berlingskes Kathinka Sonne Olsen. https://www.berlingske.dk/virksomheder/business-update-kasi-jesper-faar-kold-skulder-fra-retten-giver-ikke
シェアする